Af: Jesper Bengtson
|
19/03/2025 19:37
Mest læste i dag
Alt tyder på, at Christian Eriksen og Manchester United går hver til sit, når den igangværende sæson er ved vejs ende.
Det betyder også, at spekulationerne om danskerens fremtid nu er i fuld gang.
Hvor skal Eriksen hen, når han til sommer pakker støvlerne og sin imponerende fodbold-IQ sammen og siger farvel til Old Trafford?
33-årige Eriksen har stadig nogle gode år i sig, og en europæisk topklub har angiveligt også meldt sig på banen.
Det skriver PL Bold.
Ifølge den hollandske avis De Telegraaf kan en romantisk genforening med Ajax være på tegnebrættet.
Ajax og Eriksen har nemlig en historie sammen. Den danske kreatør spillede 162 kampe for den hollandske storklub, før han i 2013 drog videre til Premier League.
En Ajax-retur kunne give mening – både for klubben og for Eriksen, der stadig ønsker at konkurrere på højeste niveau.
Selvom danskeren i denne sæson har varmet bænken en del, får han stadig chancen fra start indimellem.
Over for TV 2 slår Eriksen fast, at et skifte hjem til Danmark ikke står på dagsordenen.
"Ikke endnu. Det er for tidligt. Jeg føler, at jeg har lidt gode år tilbage i udlandet. Hvis jeg skifter til Danmark, er det, som om man kigger rigtig meget på familien og at afslutte karrieren, og det er også fint nok, men der føler jeg ikke endnu", lyder det fra ham.
Selvom Eriksen ikke har taget stilling til sin fremtid, virker en kontraktforlængelse i United ikke sandsynlig:
"Jeg har ikke fået noget at vide, og når jeg ikke har det, går jeg ud fra, at samarbejdet stopper. Det er sådan, jeg fortolker det. Alle ved, at kontrakten udløber, så jeg regner med, at der kun er én vej", siger den 33-årige midtbanespiller.
Hvad fremtiden bringer, vil kun tiden vise.
Fodbold
Tennis