Hvis du følger bare lidt med i cykling, ved du allerede, at Jonas Vingegaard styrtede under Paris-Nice for nylig.
Danskeren styrtede langt fra mål, men formåede alligevel at gennemføre etapen, selvom han både havde slået armen og pådraget sig en hjernerystelse.
"Efter styrtet var jeg svimmel, og efter etapen fik jeg meget kvalme og var utrolig træt, hvilket fortsatte de næste mange dage," udtalte han efterfølgende til B.T.
Nu er der dog mange, der stiller sammen spørgsmål - for hvordan kunne Visma-holdet lade ham køre videre med en hjernerystelse?
Ifølge den tidligere cykelrytter og holdejer, Bjarne Riis, er svaret mere komplekst, end det måske ser ud til.
"Det er vanskeligt. Problemet med cykelsporten er jo, at rytterne styrter af og til, og så er der ikke tid til at lave en ordentlig undersøgelse," siger han.
Den danske Tour-legende beskriver, hvordan beslutninger i sådanne øjeblikke ofte træffes i kaos og under stort tidspres.
Sportsdirektører og læger har sjældent andet valg end at foretage hurtige skøn midt i en hektisk løbsdag, hvor feltet forsvinder i horisonten.
Og netop det kan være farligt.
For selv med erfarne øjne og professionelle instinkter, er en hjernerystelse ikke altid synlig – og konsekvenserne kan være alvorlige.
Styrtet har allerede kostet Vingegaard deltagelsen i Catalonien Rundt.
Hvornår han er tilbage på cyklen, vides endnu ikke, men debatten om sikkerheden i feltet er igen blusset op.
