Af: Jesper Bengtson
|
17/03/2025 20:42
Mest læste i dag
Mathias Gidsel ser ud til at gøre det igen.
Den danske håndboldstjerne er nomineret til prisen som 'IHF Player of the Year', og hvis han vinder, som alt tyder på, skriver han sig ind i historien som vinder to år i træk.
Han er oppe imod stærke konkurrenter i tyske Andreas Wolff og spanske Alex Dujshebaev, men landstræner Nikolaj Jacobsen er ikke i tvivl om, hvem der bør tage titlen.
"Lige den her nominering tænker jeg, at 99,9 procent kan være enige i er fortjent," siger landstræneren til SE og HØR.
Selvom Gidsel er Danmarks eneste repræsentant på årets liste, peger Nikolaj Jacobsen på, at der sagtens kunne have været flere danskere på listen.
"Jeg har altid lidt svært ved lige at skulle sige, hvem der har været den bedste, men Emil (Nielsen, red.) er vel den målmand, der har holdt det højeste niveau af alle i verden det seneste år, men jeg ved ikke rigtigt, hvad kriterierne er for at blive udvalgt," siger han.
Dansk håndbold har i det seneste årti sat et markant aftryk på verdensscenen.
Mikkel Hansen har vundet tre gange, mens Niklas Landin og Mathias Gidsel har taget titlen henholdsvis to og én gang.
Med en sejr i år vil Gidsel endnu en gang cementere Danmarks position som håndboldens førende nation.
Fodbold
Tennis