Carlos Alcaraz bliver den første tennisspiller født efter 2000 til at gøre det: Så latterligt mange præmiepenge har han vundet i karrieren
Af: Emil Martesen
|
15/04/2025 10:48
Mest læste i dag
Der skal mere end en hurtig baghånd og nogle solide grundslag til for at nå helt til tops i tennisverdenen, men Carlos Alcaraz får det ofte til at ligne en leg.
Og nu kan det unge vidunderbarn også prale af en milepæl, der ikke bare glitrer på CV’et, men også klirrer godt i kassen.
Med sin sejr i Monte Carlo har Alcaraz rundet de magiske 40 millioner dollars i præmiepenge, som den første spiller født efter år 2000.
Det er ikke hverdagskost at tjene så mange penge, før man fylder 23, men spanieren gør det med et smil på læben og en fart på banen, der får modstanderne til at ligne statister i eget mareridt.
Det skriver mediet tennis.com.
Monte Carlo blev til millionbonus
Inden årets udgave af Masters-turneringen i Monte Carlo stod Carlos Alcaraz noteret for $39.194.113 i karriereindtjening.
Efter at have cruiset hele vejen til finalen - og taget titlen efter en sejr over Lorenzo Musetti - kunne han se frem til præmiepenge på €946.610, svarende til cirka 7095075, og det bringer hans samlede præmiepenge op på svimlende $40.231.787.
Han er dermed den 11. spiller i ATP- og WTA-historien, der har rundet det niveau, hvorfor han nu er i selskab med prominente tennisgiganter. Listen tæller blandt andet Novak Djokovic og Roger Federer.
Det er altså ikke dårligt selskab at være i, når man stadig bliver spurgt om ID, når man bestiller et glas vin.
Legender i millionklubben
Toppen af pengelisten er naturligvis domineret af de velkendte navne. Djokovic har tjent over $186 millioner, Nadal og Federer ligger lige i hælene, og Serena Williams er med sine næsten $95 millioner den bedst betalte kvinde i spillet.
Men Alcaraz? Han er den første fra den nye generation, der for alvor har brudt lydmuren - og mon ikke, der kommer mange flere cifre på kontoen, hvis han fortsætter med at spille, som han gør.
Det er altså ikke bare titler, han samler på. Det er også kolde kontanter, og det ser ikke ud til at stoppe foreløbigt.