Af: Jesper Bengtson
|
20/03/2025 10:49
Mest læste i dag
Herrelandsholdet er ikke vant til at tabe.
Efter 25 kampe uden nederlag måtte Nikolaj Jacobsen og kompagni dog se sig besejret af Frankrig.
Magnus Landin satte efterfølgende ord på skuffelsen, da Sportfokus mødte ham i Vejle.
“Ja, det sker jo en gang imellem,” siger Landin om nederlaget.
“Det er jo ikke mit første nederlag i 25 kampe. Jeg har jo tabt med Kiel også i år, så det er aldrig sjovt at tabe. Og det skal det nok heller ikke være, når man er på det her niveau. Vi er alle sammen store personligheder, og vi vil gøre rigtig meget for at vinde.”
Nederlaget var ekstra tungt, fordi det var til Frankrig, som er en af Danmarks største rivaler. For Landin handler det dog om hurtigt at vende blikket mod de kommende kampe.
“Vi var ærgerlige, men når man spiller på et højt niveau, så har man en ny kamp at fokusere på hver tredje dag. Man har ikke tid til at være skuffet for længe, for så kan det gå ud over den næste kamp,” forklarer han.
Ifølge Landin skal skuffelsen bruges som brændstof til at komme endnu stærkere tilbage.
“Man bliver nødt til at blokere den foregående kamp forholdsvis hurtigt og tage det med som motivation,” siger han beslutsomt.
Der har været mange rejser og kampe for det danske landshold på det seneste, og for Landin er det en lettelse at være tilbage i Danmark for en stund.
“Der kommer en eller anden ro over en, når man kommer hjem,” fortæller han.
For Landin og resten af landsholdet handler det nu om at ryste skuffelsen af sig og se fremad. Med muligheden for en hurtig revanche er motivationen i top, og holdet er klar til at give alt for at vende tilbage på vindersporet.
Fodbold
Tennis