Af: Emil Martesen
|
19/03/2025 13:37
Mest læste i dag
Der har været langt mellem snapsene, men nu dufter det igen af succes omkring Holger Rune.
Efter en periode med skader, sygdom og resultater, der ikke helt spillede efter noderne, er den danske tennisstjerne nu tilbage, hvor han hører til. Og det viste han for alvor ved Masters 1000-turneringen Indian Wells, hvor han spillede sig hele vejen til finalen.
Men det var ikke bare spillet på banen, der trak overskrifter. Det var også ordene - eller rettere manglen på dem - da han efter kampen tog mikrofonen.
Holger Rune nåede nemlig kun lige at åbne munden, så knækkede stemmen.
Tårerne pressede sig på, og han måtte tage en kort pause for at samle sig.
For Holger Rune var det ikke blot et finalenederlag til britiske Jack Draper - det var kulminationen på en længere rejse tilbage mod toppen. En rejse, der ikke er gået ubemærket hen hos familien.
"Der har været mange samtaler i kulissen mellem Holger og jeg. Om alle de ting, man gennemlever på godt og ondt, og som familien også har fulgt nært", fortæller hans mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
I over et år havde Rune ikke formået at spille sig i en finale på ATP-touren. Men nu er han der igen, og det skyldes ikke mindst et målrettet arbejde, forklarer Aneke Rune:
"Siden oktober har Holger arbejdet målrettet og løftet sig bid for bid samt taget de rigtige beslutninger. Og at mærke belønningen ved igen at slå top-10-spillere og derefter stå i en Masters 1000-finale i det, der kaldes 'den femte grand slam', var emotionelt".
Og netop derfor var det en ekstra rørende stund for familien Rune, der fulgte finalen hjemme fra Monaco.
Fodbold
Tennis